Stilhedsretreat på Vækstcenteret

- en meditativ vej ind i det nye år

Dette femdages stilhedsretreat er en invitation til at gå ind i det nye år med vågent nærvær og åbent hjerte. Vi vil læne os ind i stilhedens ro, fællesskabet og retreatets faste rytme, der støtter og beriger den meditative fordybelsesproces.

Dagsrytmen vil foregå i vekselvirkning mellem siddende og gående meditationer, blid yoga, afspænding og guidede meditationer. Med stilheden som klangbund vil der være afgrænsede perioder med kontemplative udvekslinger, såvel som plads til spørgsmål og dialog omkring den meditative praksis. Hver dag vil der være instruktioner i meditation – vejledninger i at stabilisere nærværet, fordybe kontakten til hjertet og skærpe den naturlige klarhed og åbenhed i bevidstheden. For at støtte retreatprocessen bedst muligt vil der undervejs være en individuel samtale med underviserne. 

Perspektivet for retreatet er at bringe ny erfaring, dybde og indsigt ind i det daglige liv. På den måde kan meditation blive en livskunst til glæde og gavn for os selv og den helhed vi er en del af.

På grund af det intensive retreatprogram beder vi deltagerne om at booke overnatning i Nørre Snede eller tæt på. Se forslag til indkvartering. 

Mad: 1200 kr. (Inkluderer te, frugt, frokost og aftensmad). Alle måltider er vegetariske og så vidt muligt økologiske. Alle vil i løbet af dagene få tildelt nogle få praktiske tjanser i forbindelse med måltiderne. Vi beder deltagerne om at medbringe egen morgenmad, da den ikke er inkluderet. Der vil være te, komælk og plantemælk samt frugt som supplement til den morgenmad du selv medbringer. 

Medbring venligst egen meditationspude samt tæppe. 

Dette retreat er godkendt i forbindelse med MBSR-uddannelsen ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet. 

Dagsprogram for stilhedsretreat på Vækstcenteret: 

Første dag (lørdag)
19:00 Velkommen og aftensession

Dagsrytme (søndag – onsdag)
07:30 Praksis + bevægelse/yoga
09:00 Morgenmad + egen tid
10:30 Formiddagspraksis og meditative anvisninger
13:00 Frokost+ egen tid
16:00 Praksis + perspektiver (Dharmatalk)
18:00 Middag + egen tid
19:30 Praksis + bevægelse/yoga
21:00 Godnat 

Sidste dag (torsdag)
07:30 Morgenpraksis og kropsarbejde
09:00 Morgenmad + egen tid
10:30 Formiddagspraksis og afrunding
13:00 Frokost + tjanser 

Vedrørende fremmøde: Alle bedes deltage i samtlige sessioner. 

Tilmelding

Du skal være logget ind på din brugerkonto for at kunne tilmelde dig dette kursus. Hvis du ikke har en brugerkonto på siden endnu, kan du oprette en gratis.

  • Pris:
    DKK 4.500 / Studiepris: DKK 3.000
  • Forplejningspris:
    DKK 1.200
  • Dato:
    03/01/2026 kl. 19:00 - 08/01/2026 kl. 14:00
  • Undervisere:
    Gull-Maja la Cour, Jacob Piet
  • Kursussted:
    Solbakkevej 15, Vækstcenteret

Undervisere:

Gull-Maja la Cour
Psykolog og underviser i meditation, indre bæredygtighed og yoga på stilhedsretreats, kurser og forløb. Certificeret yogalærer og uddannet MBSR-lærer (Mindfulness baseret stress reduktion) fra Aarhus Universitet.

I træning hos Jes Bertelsen siden 1999 og bor på Vækstcenteret.
Jacob Piet
Psykolog, ph.d. i mindfulness
Certificeret til at varetage undervisning og uddannelse i MBSR gennem træning af Jon Kabat-Zinn og Saki Santorelli. Ansat ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet, siden 2013.

Er fastboende på Vækstcenteret og har modtaget praksisvejledning af Jes Bertelsen siden 2005.
 

Kurv ( 0 )

Luk
  • Subtotal
    0,00 kr.