Dette 5-dages retreat er en invitation til fordybelse af din egen meditationspraksis.
Fordybelsesprocessen får optimale betingelser når vi sammen værner om stilhed, følger retreatrytmen og har omhu med den meditative praksis. Det skaber rum og plads for det som naturligt viser sig når vi stopper op og prioriterer væren frem for gøren, enkelhed frem for adspredelse og koncentration frem for distraktion.
Retreatet henvender sig til personer der underviser i mindfulness samt mennesker der er interesserede i at fordybe og nuancere deres egen meditationspraksis. Det er en forudsætning for deltagelse at man har en regelmæssig praksis.
Det meste af tiden vil foregå i stilhed med en vekselvirkning mellem siddende og gående meditation. Der vil være perioder med mindful yoga og bevægelse, guidede meditationer samt mulighed for en eller flere individuelle samtaler med underviserne med henblik på at støtte den enkelte i retreatprocessen.
Hver dag vil der være instruktioner i meditation til stabilisering, forankring og fordybelse af nærværets ressourcer og hjertets iboende kapacitet for venlighed, tolerance og medfølelse. Det er færdigheder der bidrager til egenomsorg og bedre mental sundhed, som der er brug for hvis mindfulness og meditation skal formidles autentisk til andre. Der vil være daglig undervisning med inspiration fra Vækstcenterpædagogikken samt forskellige kontemplative traditioner, især buddhisme, som er relevante for det meditative arbejde.
På grund af det intensive dagsprogram med mange timers meditation hver dag, beder vi samtlige deltagere om at booke overnatning i Nørre Snede eller tæt på Nørre Snede. Find en liste over forslag til indkvartering her: https://vaekstcenteret.dk/logi/
Mad: 950 kr. (Inkluderer the, frugt, frokost og aftensmad). Alle måltider er vegetariske. Alle deltagere vil i løbet af dagene få tildelt nogle få praktiske opgaver (karma yoga) i forbindelse med måltiderne. Medbring venligst din egen morgenmad, da dette ikke er inkluderet. Der vil være the, komælk og plantemælk samt frugt som supplement til det du selv medbringer til din morgenmad.
Der optages max 35 personer på dette retreat. Medbring venligst din egen meditationspude.
Dette retreat er godkendt i forbindelse med MBSR-uddannelsen ved Dansk Center for Mindfulness. Undervisningen vil foregå på dansk.
Dagsprogram for stilhedsretreat på Vækstcenteret
Tirsdag den 2. november
19.30 Velkommen og aftensession
Onsdag den 3. november – lørdag den 6. november
07:00 Morgenpraksis og kropsarbejde
08:30 Morgenmad + karma yoga
09:30 Formiddagspraksis og meditative anvisninger
12:00 Frokost + karma yoga
15:00 Eftermiddagspraksis
16.00 Tepause
16:30 Dharma talk og praksis
18:30 Middag + karma yoga
20.00 Aftensession
21.30 Godnat
Søndag den 7. november
07:00 Morgenpraksis og kropsarbejde
08:30 Morgenmad
09:30 Formiddagspraksis og afrunding
12:30-14:00 Frokost og karma yoga
Fremmøde: Deltagerne bedes deltage i samtlige sessioner.
-
Pris:DKK 4.250 / Studiepris: DKK 2.975
-
Forplejningspris:DKK 950
-
Dato:02/11/2021 kl. 19:30 - 07/11/2021 kl. 14:00
-
Undervisere:Michael Stubberup, Jacob Piet
-
Kursussted:Solbakkevej 15, Vækstcenteret
Undervisere:
Certificeret til at varetage undervisning og uddannelse i MBSR gennem træning af Jon Kabat-Zinn og Saki Santorelli. Ansat ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet, siden 2013. Er fastboende på Vækstcenteret og har modtaget praksisvejledning af Jes Bertelsen siden 2005.