Hjertebøn og sårbarhedens alkymi

Bøn er en praksis, der bruges i alle spirituelle traditioner. 

Det er en henvendthed om hjælp fra – eller kontakt til – noget højere, der repræsenterer helheden eller det transcendente – og i sidste instans ens eget højere. 

Dette arbejde med bøn, tilknytning og sårbarhed væves ind i hverdagen. Der vil derfor også være invitation til at afprøve øvelser og indstillinger mellem de to kurser. 

Bøn
Og tilknytning.
Længslen efter at høre til
Sam hørig
Smelte
Smerten 

Hjertebøn, femkanten og vagus
Hjertebønstraditionen hviler på den grundantagelse, at vi er adskilt fra gud – og at det samtidigt er muligt at finde tilbage til kontakten med det højere.
Vejen tilbage – theosis eller guddommeliggørelsen – starter med erkendelsen af 
denne dybeste sårbarhed
denne eksistentielle revne i tilknytningen. 

På kurset vil vi tage afsæt i det autonome nervesystems hjertemandala
gennem femkantens ikke-tillærte kompetencer.
Invitere kroppens, åndedrættets, hjertets, bevidsthedens og kreativitetens sprogløse markører.
Og videre arbejde med den sociale vagusnerves betydning for tillidens forankring i hjertet – grundlag for regulering af uro, kontakt, udfoldelse og leg. 

Hjertets naturlige rolle i opbygning af vidnefunktion og neutralitet i den indre praksis.
Bøn, hjerte og stemme – mantra, recitation, sang.

Sårbarhed og revnen i tilknytningen
Markør for helheden
Bøn og sårbarhed spejler
Hin anden 

Det fysiske hjerte
Og egenomsorg
Sårbar, sart, nænsom 

Hjertebønnens trin:
Ord der åbner
Forbindes med åndedræt

Og hjerterytme
Anker for tål mod
Og stille venten
At få noget for ingenting 

Hverdagens motiv
Kontakt og medansvar
Videregivelse og mening
Den vedvarende bøn 

Underviser: