”Siddende stille uden at gøre noget.
Foråret kommer og græsset gror af sig selv.”
ZEN
Meditation kan ses som en naturlig proces. Det er ikke noget kunstigt, som man påfører sit sind. Snarere er det en opdagelse af noget, som allerede er der: stilhed, klarhed, inderlighed, vågenhed, evnen til indsigt og samhørighed.
For at opdage denne naturlighed må man imidlertid gøre noget. Som en gartner, der kultiverer et jordstykke, må den praktiserende arbejde med at forberede jorden, lægge kompost ud, fjerne sten og ukrudt for derpå at så eller plante det, som skal vokse. Det er her træningen med grundindstillinger, vidnemeditation, panoramisk opmærksomhed, hjertekontakt og dobbeltrettet bevidsthed er i centrum.
Den næste fase handler om afslapning. At praksisgartneren sætter sig uden at gøre så meget, uden at have andre ønsker end at være med det, som er. Følge strømmen i sindet, mærke kroppen og dens følelser, sanse kontakten med omgivelserne. Her er der intet mål andet end at lade den indre gøren stilne af. Frugten af denne hvilende åbenhed er muligheden for et yderligere slip af handling og kontrol. De dobbeltrettede momenter kan her ankomme spontant, som briser fra det ukendte.
På retreatet vil vi sidde fire perioder om dagen, arbejde med yoga og qigong, spise nærende vegetarisk mad og have tid til at nyde og sanse naturen. Enkelte guidede meditationer vil belyse muligheden for mindre gøren og mere væren.
De fem dages tilbagetrækning henvender sig til mennesker som har fulgt Satyarthis undervisning tidligere eller i de senere år, som har en god rutine med praksis, og som ønsker yderligere fordybelse.
Prisen er inklusiv kost og logi. Undtaget er morgenmad alle dage, som man selv står for. Der er fryser og køleskab og kogeplader til fælles brug.
Retreatet begynder første dag kl. 9:00 og slutter sidste dag kl. 15:00. Ankomst dagen før fra kl. 16:00 og med mulighed for til at sidde vesper-meditation i Blå sal kl. 17:30.
Tilmelding
Du skal være logget ind på din brugerkonto for at kunne tilmelde dig dette kursus. Hvis du ikke har en brugerkonto på siden endnu, kan du oprette en gratis.
-
Pris:DKK 7.200 / Studiepris: DKK 5.500
-
Dato:26/09/2026 kl. 09:00 - 30/09/2026 kl. 15:00
-
Underviser:Jens-Erik Risom
-
Kursussted:Retreatstedet ved Limfjorden